Herunder findes vore lejebetingelser

Generelt:

Ordren er bindende fra 8 dage efter ordrebekræftelsens dato. Evt. justeringer i antal bedes meddelt senest 8 dage før brugsdato (i konfirmationsperioden senest 3 uger før). Ordrebekræftelse sendes normalt via e-mail. Email adressen benyttes også til nyhedsmail, der udsendes 2-3 gange årligt. (Kan fravælges). Ønskes papirbekræftelse/faktura betales kr. 25,00 pr forsendelse.

Borde, stole og emballage må ikke udsættes for fugt – eller benyttes under åben himmel. Er materiellet vådt ved returnering, beregnes 1x ekstra leje – dette gælder også plastikstole. Porcelæn returneres i medfølgende emballage. Er service mm. leveret på transportbur, stilles det på plads heri som det blev modtaget.

Reklamationer skal ske før brugen, da de ellers ikke kan tages til følge. Udenfor vor normale kontortid beder vi Dem benytte vor telefonsvarer, som aflyttes regelmæssigt så fejlen kan udbedres. Reklamation kan også meddeles på info@borddaekdig.dk, så fremt øjeblikkelig fejlretning ikke er nødvendig.

Betaling sker netto kontant ved levering eller indbetales netbank senest 3 dage før levering, såfremt andet ikke fremgår af ordrebekræftelsen. Evt. opnåede rabatter bortfalder, såfremt betalingsaftalen ikke overholdes. Rente samt rykkergebyr tilskrives ifølge gældende lovgivning.

Afhenter De selv skal det ske med lukket bil/ trailer. Stole SKAL kunne transporteres stående! De læsser/aflæsser selv fra anvist plads. Ved selvafhentningsordrer opkræves depositum kr. 200,- som tilbagebetales ved rettidig tilbage levering. Der betales kontant ved afhentning. Der kan IKKE foretages betaling med dankort. De er velkommen at foretage betaling på netbank, så beløbet er os i hænde SENEST dagen før afhentning. Genleje beregnes ved for sen returnering.

Manglende eller beskadigede dele afregnes med chaufføren ved returneringen. Erstatninger beregnes til gældende dagspris. Betales erstatninger ikke indenfor fastsatte tidsfrist beregnes genleje af de manglende effekter (liggedagsafsavn) med 1,5 x pr påbegyndt uge.

Lejer bærer det fulde ansvar for det lejede i den aftalte lejeperiode.

Kørselstaksterne er baseret på kollektiv udbringning. Taksterne er gældende for normalordrer (=indtil ca. 50 kuverter) med aflæsning i jordplan indtil 15 m fra lastbil. Ønskes levering på fast tid betales vognmandstakst (3×34)

For lastbilkørsel i miljøzone beregnes tillæg.

Op/nedbæring af det lejede skal bestilles samtidig med ordren og afregnes med kr. 6,00 pr minut + moms. Chaufføren kan ikke være behjælpelig med ikke bestilt op/nedbæring.

Værneting: Værneting er udlejers retskreds.

* Derudover for teltordrer: *

Ansvar overfor offentlige myndigheder påhviler alene lejeren. For skader på personer eller ting, der befinder sig i eller ved teltet er udlejer ikke erstatningspligtig. Udlejer har intet ansvar overfor nedgravede kabler, kloakrør og vandledninger af enhver art, der måtte befinde sig i teltets opsætningsareal.

Teltpladsen skal være jævn og ryddet. Jordbunden skal være af en beskaffenhed, så teltpløkke ikke kan gå løs. Der skal være køre-mulighed for lastbil til/på pladsen.

Betalingsbetingelser for telte: er 50% ved bestilling og rest lejebeløb ved leveringen.

Kontrakten er bindende og skal returneres senest 8 dage fra udstedelsesdatoen.

Såfremt kontrakten efterfølgende annulleres har udlejer krav på det fulde beløb, medmindre det lykkes at udleje det afbestilte til anden side.

Har lejer tegnet forsikring hos udlejer, skal dette fremgå af lejeaftalen.

Leveringsbetingelser: I tilfælde af strejke, lock-out eller anden arbejdsstandsning, krig, ildsvåde, orkan, ulykkestilfælde, havari eller anden force majeure, som forhindrer eller i væsentlig grad vanskeliggør teltets opstilling, udsættes opstillingen – uden ansvar for udlejeren – så længe denne tilstand vedvarer.

Alene kontraktens bestemmelser er gældende. Alle mundtlige aftaler, som ikke er påført kontrakten, annulleres samtidig med dennes underskrift. Er underskriver et selskab, fond eller forening, hæfter underskriver som selvskyldner kautionist.

Når teltet ikke anvendes skal sideduge ALTID være påsat og teltet tillukket. Klistermærker o.lign. må ikke anbringes på telt/ omgangsdug! Der må ikke grilles (grilltelt undtaget) eller tilberedes osende mad i teltet eller dets nærhed. Lejer sørger selv for opsætning/ nedtagning af borde og stole samt ophængning/ nedtagning af lys. Teltet skal være ryddet ved returneringen. Affald skal være fjernet. Lejet inventar samles i stakke på anvist plads (normalt samme sted som levering). Defekt materiel må ikke blandes med brugbart materiel. Er lejer ikke til stede ved returneringen, accepteres udlejers optælling.